Over halvdelen af danskerne skifter aldrig vigtige kodeord
En ny undersøgelse fra Alm. Brand viser, at 56 % af danskerne aldrig skifter kodeord til deres vigtigste konti, til trods for stor bekymring for cyberkriminalitet
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Cyberkriminalitet er et stigende problem, og 25 % af danskerne har allerede oplevet at blive udsat for det. Samtidig angiver hele 58 %, at de er bekymrede for at blive ramt af online kriminalitet, især op til Black Friday og juleshopping, som er højsæson for trusler som hacking og identitetstyveri.
Alligevel viser en undersøgelse foretaget af Alm. Brand, at mange danskere undervurderer vigtigheden af at beskytte sig online.
- Mange er bekymrede for at blive ramt af hackere, og hver fjerde i vores undersøgelse har allerede været ramt. Alligevel ser vi, at mange danskere undervurderer vigtigheden af at beskytte sig online. Et simpelt tiltag som at skifte kodeord en gang imellem kan gøre en stor forskel, men vores undersøgelse viser, at over halvdelen aldrig gør det, siger Kim Bai Wadstrøm, koncerndirektør med ansvar for Privat i Alm. Brand.
Basale forholdsregler ignoreres
Selvom 68 % af danskerne bruger antivirusprogrammer, og 65 % løbende opdaterer deres software og apps, er der stadig mangler i de basale forholdsregler. Eksempelvis har kun 41 % aktiveret to-trins-bekræftelse, som øger sikkerheden markant.
- Cyberkriminalitet er desværre blevet en del af vores hverdag, og derfor er det vigtigt, at man tager ansvar for sin egen sikkerhed online. Mange danskere mener, at ansvaret primært ligger hos tech-udbyderne – og det er selvfølgelig også korrekt, at de har et stort ansvar. Men vi kan hver især selv gøre meget for at minimere risikoen, siger Kim Bai Wadstrøm.
Alm. Brand tilbyder en Cyberforsikring som en del af Indboforsikringen, der blandt andet tilbyder rådgivning om digital sikkerhed og hjælp til at håndtere følgerne af cyberkriminalitet.
- Vi ønsker at gøre det nemmere for vores kunder at færdes sikkert online. Med vores Cyberforsikring giver vi adgang til viden og værktøjer, der kan hjælpe med at beskytte både voksne og børn bedre i den digitale verden, slutter Kim Bai Wadstrøm.