Tillidskrise truer: Bestyrelser overser risici ved kunstig intelligens
Illustration: Gemini (AI)

Tillidskrise truer: Bestyrelser overser risici ved kunstig intelligens

En stor undersøgelse viser, at bestyrelser og it-ledere undervurderer trusler fra kunstig intelligens og i stigende grad frygter datatab

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

I forbindelse med World Backup Day sætter en undersøgelse fra softwarevirksomheden Veeam fokus på datasikkerhed blandt mere end 4.000 topledere og senior it-chefer.

Resultaterne peger på en afgørende udfordring for virksomhederne. Mens data og kunstig intelligens driver forretningen frem, er mange bestyrelser og ledelser ikke forberedte på de voksende risici, der følger med teknologien. 38 % af de adspurgte bestyrelser og ledelser har aldrig formelt drøftet nye angrebstyper drevet af kunstig intelligens, og kun 31 % af bestyrelserne gennemgår regelmæssigt virksomhedens beredskab for gendannelse.

Samtidig viser undersøgelsen, at bekymringen for datanedbrud nu overstiger frygten for økonomisk recession. Hele 62 % af lederne anser datanedbrud som en større økonomisk trussel.

Ransomware og cyberangreb topper listen over trusler, idet 67 % angiver det som den største bekymring i det kommende år. Risici relateret til kunstig intelligens nævnes af 29 %. Næsten halvdelen af organisationerne, 47 %, forventer at blive ramt af et alvorligt databrud eller cyberangreb. På trods af dette vurderer kun 32 %, at det er meget sandsynligt, at de kan genoprette alle kritiske data og forretningsprocesser fuldt ud, og 76 % af organisationerne vurderer, at de ikke vil kunne overleve mere end tre dages total nedetid.

- Tillid til data er i dag en virksomheds mest værdifulde aktiv i en verden drevet af kunstig intelligens. Backup er den sidste garanti for sandhed i en virkelighed, hvor kunstig intelligens kan skabe falske data, ransomware kan låse data, og en enkelt fejlkonfiguration kan sprede sig gennem hele infrastrukturen på få minutter, siger Dave Russell, Senior Vice President og Head of Strategy hos Veeam.

- World Backup Day er en oplagt anledning til, at bestyrelser og IT-ledere sikrer, at deres datasikkerhed og backupstrategier er på plads. I en tid, hvor kunstig intelligens spiller en stadig større rolle, handler det ikke kun om at gendanne data, men om at holde forretningen i gang med pålidelige data. Alt for mange virksomheder reagerer først, når skaden er sket, men reel innovation og tillid starter med sikre og robuste data, siger Dave Russell.

Manglende datasikkerhed har også mærkbare menneskelige konsekvenser. 57 % af lederne oplever, at medarbejdere har sagt op, overvejet at sige op eller er blevet udbrændte efter større cyberhændelser. De hyppigste årsager til datatab på verdensplan er eksterne cyberangreb med 26 %, menneskelige fejl med 23 % og system- eller hardwarefejl med 16 %.