Usynligt fingeraftryk af lys skal afsløre falske videoer

Usynligt fingeraftryk af lys skal afsløre falske videoer

Techvirksomheden Lightmark lancerer en ny danskfinansieret teknologi, der indlejrer et usynligt spor i belysningen for at verificere videoers ægthed

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Falske videoer og ulovlig streaming udgør en stigende udfordring, som forstærkes af generativ kunstig intelligens. De bedste manipulerede videoer snyder i dag mennesker tre ud af fire gange. For at imødegå dette lancerer techvirksomheden Lightmark en teknologi, der kan dokumentere præcist, hvor og hvornår en video er optaget.

Løsningen er finansieret af den danske venturefond Bifrost Defence. Den adskiller sig fra eksisterende metoder ved at verificere indholdet under selve optagelsen frem for at analysere det bagefter. Teknologien justerer lyset i et rum usynligt for det blotte øje. Signalet registreres af alle kameraer og skaber et unikt, manipulationssikkert spor, der ikke kan fjernes med filtre eller genskabes.

- Problemet i dag er, at man forsøger at finde sandheden bagefter. Vi starter i det øjeblik, indholdet bliver skabt, siger Daniel Oblitas Garafulic, stifter og opfinder i Lightmark.

Teknologien kan blandt andet anvendes til live-streaming, forsvar, efterretning og beskyttelse af ophavsret. Behovet aktualiseres yderligere af nye europæiske krav om gennemsigtighed for digitalt indhold, der træder i kraft i august 2026.

- Miljøer med høje sikkerhedskrav har brug for løsninger, der er integreret i selve infrastrukturen. Lightmark gør belysningen i et ministerium, et forskningslaboratorium eller et kommandocenter til en sikker signatur på alle optagelser. Ægte optagelser kan dokumenteres, og lækager kan spores, siger Nicholas MacGowan, managing director i Bifrost Defence.

Virksomheden arbejder i øjeblikket på at rejse 1,5 millioner britiske pund for at nå de første betalende kunder. De fysiske principper bag teknologien er valideret af forskning fra Cornell University.

- Det blev tydeligt, at hvis man kan knytte en optagelse til de fysiske forhold, den er lavet under, får man et helt andet udgangspunkt, siger Daniel Oblitas Garafulic.