Nyt forskningscenter undersøger generativ AI's påvirkning af tænkning
De tre professorer Niklas Elmqvist, Marianne Graves Petersen og Peter Dalsgaard står i spidsen for Aarhus Universitets nye tværfaglige forskningscenter 'Thinking With Machines'. Foto: Olala

Nyt forskningscenter undersøger generativ AI's påvirkning af tænkning

Med en bevilling på 50 millioner kroner fra Carlsbergfondet skal Aarhus Universitet undersøge, hvordan generativ AI ændrer menneskets kognition

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Aarhus Universitet etablerer det tværfaglige forskningscenter Thinking With Machines. Over de kommende seks år skal centeret afdække, hvordan generativ AI forandrer måden, mennesker tænker, lærer, skaber og gør videnskabelige opdagelser på.

Centeret kombinerer fagligheder fra datalogi, design og humaniora. Ledelsen udgøres i fællesskab af professorerne Niklas Elmqvist og Marianne Graves Petersen fra Institut for Datalogi samt professor Peter Dalsgaard fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

- Generativ AI giver os ikke bare nye værktøjer – den ændrer den måde, vi tænker, lærer og skaber på. Lige nu har vi en unik mulighed for at undersøge denne forandring, mens vi stadig kan sammenligne, hvordan mennesker tænker og ræsonnerer med og uden AI. Hvis vi skal forstå en så grundlæggende forandring, er vi nødt til at kombinere perspektiver fra humaniora, datalogi og design, forklarer Peter Dalsgaard, professor på Institut for Kommunikation og Kultur.

Forskerne vil analysere brugen af AI i tre specifikke miljøer. I grundskoler og på ungdomsuddannelser undersøges teknologiens indvirkning på læring og kritisk tænkning. I kreative miljøer fokuseres der på den kreative proces og beslutningstagning, mens der i forskningslaboratorier ses på arbejdet med hypoteser, mønstre og evidens.

Målet er at udvikle og afprøve nye metoder til at samarbejde med AI, så teknologien kan understøtte den menneskelige tænkning, uden at brugerne mister handlekraft og kontrol.

Bevillingen på 50 millioner kroner er uddelt i anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum. Fonden modtog samlet set 58 ansøgninger til initiativet.