Borgerne i Gladsaxe Kommune bruger musen
Det er slut med en tur på borgerservice for at melde flytning. Sidste år blev det obligatorisk at melde flytning på nettet. Og borgerne har taget godt imod de digitale muligheder, viser nye tal fra KL.
Del artiklen på Tidligere skulle man både på posthuset og en tur på borgerservice, når man skulle melde flytning – nu foregår det hele med musen. Når man flytter, har man pligt til inden for fem dage at oplyse sin nye adresse til folkeregistret. Dertil kommer, at man typisk også skal skifte læge og melde flytningen til Post Danmark, så posten kan nå frem. Alt det skal nu ordnes på nettet, og det gør borgerne i Gladsaxe Kommune flittigt. Over 89 procent af borgerne anvender nu den digitale selvbetjening til at melde flytning.
På landsplan foregår der over 800.000 flytninger om året ifølge Danmarks Statistik. En stor del af disse flytninger sker ved at borgerne bruger den digitale kanal, når de skal have et nyt hjem.
- I Gladsaxe har vi i mange år haft fokus på digital selvbetjening og har brugt meget energi på at uddanne vores medarbejdere til at hjælpe borgerne med at betjene sig selv på nettet og se fordelene i at slippe for turen til Rådhuset. Det har givet os og vores borgerne et forspring nu, hvor selvbetjening bliver obligatorisk på flere og flere områder, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).
Godt på vej med digital selvbetjening
Danskere skal i dag bruge borger.dk eller kommunens hjemmeside til fx at melde flytning, vælge læge og anmelde cykeltyveri. Det glæder derfor direktør i KL, Jane Wiis, at borgerne i Gladsaxe Kommune er godt i gang med de digitale selvbetjeningsløsninger.
- Målet er, at 80 pct. af den skriftlige kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt med udgangen af 2015. Og med de seneste resultater er der grund til at være optimistisk i forhold til at nå målsætningen. Når borgerne bruger musen frem for at tage turen på borgerservice og til posthuset, er det god og fleksibel service, fordi den enkelte sparer tid. Samtidig kan det offentlige spare penge som eksempelvis kan gå til andre velfærdsopgaver, siger Jane Wiis, direktør i KL.
Hvis man som borger har brug for vejledning og hjælp til at bruge selvbetjening på nettet, er der hjælp at hente på kommunens borgerservice eller på biblioteket.
Fakta: Digital selvbetjening
Målet er, at 80 pct. af den skriftlige kommunikation med det offentlige foregår digitalt med udgangen af 2015.
Fra 1. december 2013 skal du fx vælge læge, anmelde cykeltyveri og se din skat på nettet.
Fra 1. november 2014 skal alle over 15 år kunne modtage post fra det offentlige i en digital postkasse på borger.dk.
Borgere, som af konkrete grunde ikke kan anvende digitale selvbetjeningsløsninger eller Digital Post, vil få mulighed for at blive fritaget og få betjening på anden vis.
-mo