Fornyelse i ledelse hos GlobalConnect
GlobalConnect, som er Danmarks førende alternative udbyder af fibernet, datacentre og cloud-løsninger, ruster sig til fremtiden og tilfører nye kræfter til bestyrelsen.
Del artiklen påBlandt andet indtræder Lars Monrad Gylling, tidligere topchef i KMD og tidligere formand for IT-Branchen, nu som medlem af GlobalConnects bestyrelse. Samtidig overtager virksomhedens grundlægger, Niels Zibrandtsen, posten som bestyrelsesformand og overlader den daglige ledelse til Christian Holm Christensen, som ny adm. direktør.
Lars Monrad Gylling er et naturligt valg til bestyrelsen, idet han med sin baggrund vil tilføre bestyrelsen en række nye, relevante kompetencer i forbindelse med den fortsatte udvikling af GlobalConnect og virksomhedens ekspansion i Nordeuropa.
Øget fokus på den offentlige sektor
“GlobalConnect ønsker at øge indsatsen inden for udvikling af value-added services til kunderne og samtidig øge fokus på kunder inden for den offentlige sektor. Det betyder, at en række processer på området skal optimeres, og organisationen skal suppleres for at supportere dette område”, udtaler grundlægger, Niels Zibrandtsen.
“Fra sit tidligere virke har Lars Monrad Gylling stor erfaring med netop processer og organisation. Hos KMD har Lars desuden fået omfattende erfaring med det offentlige blandt andet i forbindelse med aftaler og udbud, som er et område, hvor vi ønsker at styrke vores kompetencer. GlobalConnect har i forvejen meget tunge kompetencer på teleområdet på både dansk og internationalt plan. Så Lars vil med sin brede it-erfaring og store knowhow inden for drift og organisation være det perfekte supplement til den eksisterende bestyrelse, og jeg ser derfor meget frem til hans indtrædelse i bestyrelse,” siger Niels Zibrandtsen.
En virksomhed med en unik position
Der er flere årsager til, at Lars Monrad Gylling har valgt at takke ja til den nye bestyrelsespost: “Jeg har selv været en tilfreds kunde gennem mange år. Det har givet mig dyb indsigt i GlobalConnect, og her lærer man at skelne de gode virksomheder fra de mindre gode, og GlobalConnect hører absolut til blandt de bedste. I takt med at cloud-tjenesterne vinder frem, vil GlobalConnect have mulighed for at blive centrum for kundernes aktiviteter, idet virksomheden har en unik position som ejer af både fibernet og datacentre. Det giver øgede forretningsmuligheder, som jeg ser frem til at være med til at identificere og udvikle i GlobalConnect,” siger Lars Monrad Gylling og påpeger, at han kender Niels Zibrandtsen som en både visionær, engageret og meget professionel forretningsmand, der dygtigt har ført GlobalConnect op blandt Danmarks store teknologivirksomheder.
- lb