Digitale møder kræver fleksible løsninger

Digitale møder kræver fleksible løsninger

Teknologien bliver vores kontor, vores arbejde vil figurere i skyen og ingen er længere end et Skype-opkald væk. Pandemien har accelereret en række megatrends, der allerede var på vej til at ændre danskernes arbejdsliv før Corona

Del artiklen på

De seneste ti-tolv måneder har adskillige danskere i perioder skiftet kontorkaffen ud med hjemmebryg og skrivebordet ud med spisebordet. Hjemmearbejde er blevet en ny normal, og der afholdes digitale møder og -konferencer som aldrig før. Meget tyder på, at hjemmearbejde, fleksible rammer og Teams-møder bliver en fast del af fremtidens digitale arbejdsliv.

Det vurderer Christiane Vejlø, redaktør på onlinemediet Elektronista.

- Under coronaepidemien har mange danskere arbejdet hjemmefra, og onlinemøder og webkonferencer er blevet en naturlig del af arbejdsdagen. Faktisk har COVID-19 accelereret en digital udvikling af arbejdsmarkedet, som allerede var i gang. I fremtiden flytter arbejdslivet nemlig i høj grad ud af de fysiske kontorbygninger og op ”i skyen”, forklarer hun.

Teknologien bliver vores kontor

Hos virksomheden Logitech, der er blandt verdens førende producenter af udstyr til virksomheders digitale møder og videosamarbejde, oplever man også, at videokonferencer er blevet en integreret del af dagligdagen hos mange virksomheder.

- Mange virksomheder har fået øjnene op for fordelene ved digitale møder, fordi de gør arbejdet langt mere fleksibelt og sikrer, at både medarbejderne på kontoret og dem, der arbejder hjemmefra, kan være med, mener Sune Green, HighTouch KAM Nordics, som har ansvaret for B2B salget af Logitechs Video Collaborations-portefølje.

- Via videokonferenceløsninger kan virksomhederne bedre imødekomme medarbejdernes ønsker om flextid, internationale teams kan afholde møder af høj kvalitet på tværs af landegrænser – uden høje transportomkostninger – og man er langt mindre sårbar overfor udefrakommende omstændigheder som sygdom o.lign., der ellers kan stikke en kæp i hjulet for det næste vigtige møde, tilføjer Sune Green.

Hybride mødelokaler

Kontoret vil dog stadig forblive en vigtig base for det fysiske møde, tror Sune Green. Han bakkes op af Christiane Vejlø:

-  Under coronaen blev mange bevidste om, hvor meget, der kan klares i det virtuelle rum – men også om den arbejdsmæssige styrke ved det fysiske møde, særligt i kreative processer og opstart af nye projekter, vurderer hun.

- For at kunne tilgodese både fysiske og digitale møder, sommetider endda samtidig, bør virksomheder også begynde at indrette såkaldte ”hybride” mødelokaler, der er tilpasset en mere digital mødekultur, mener Sune Green.

Men hvis skiftet fra fysiske til flere digitale møder skal blive en permanent, integreret del af dagligdagen hos mange virksomheder, kræver det, at den teknologiske standard hæves i mødelokalerne rundt omkring.

- lb