Interxion investerer i 1.500 m2 nyt datacenter til Ballerup

Interxion investerer i 1.500 m2 nyt datacenter til Ballerup

Stigende efterspørgsel fra danske og internationale virksomheder får nu datacenteroperatøren Interxion til at investere yderligere 134 mio. kr. i udvidelse af datacentret CPH2 i Ballerup

Leverandøren af cloud- og carrier-neutrale datacentertjenester, Interxion, udvider på det danske marked og udbygger datacentret CPH2 i Ballerup med yderligere 1.500 m2. Udvidelsen forventes at koste 134 mio. kr.

De første 900 m2 indvies i 2018, mens yderligere 600 m2 tages i brug i 2019.

Udvidelsen skyldes primært stigende efterspørgsel fra systemintegratorer, som hjælper flere store danske virksomheder med at eksekvere deres digitaliseringsstrategier. Samtidig har flere internationale udbydere af cloud- og indholdstjenester fået øje på Danmark og København som et foretrukket og velplaceret netværksknudepunkt, når de skal levere digitalt indhold i Nordeuropa.

"Den digitale transformation, kombineret med omlægning til cloud, øger presset på virksomhederne og tvinger dem til at finde fleksible og effektive måder at drive deres it på. Det øger efterspørgslen på digitale økosystemer med direkte adgang til de services og det indhold, som vi leverer," siger Peder Bank, adm. direktør hos Interxion i Danmark.

Dansk datacenter i grøn verdenselite

Også det udvidede CPH2 kommer til at tilhøre verdenseliten i forhold til design og energieffektivitet. Interxion har gennem flere år benyttet 100 pct. grøn strøm samt grundvands- og frikøling til at køle datacentret så miljøvenligt som muligt.

"Danmark og Norden har et godt klima til at kunne drive datacentre på frikøling og masser af grøn strøm. Herhjemme formår vi samtidig at udnytte vores geologi – eksempelvis grundvandet – til at reducere miljøaftrykket. Det gør, at store internationale virksomheder ofte vælger Danmark som lokation, når de skal bygge et nyt datacenter eller købe sig adgang til et center som vores, der allerede er oppe i gear," siger Peder Bank fra Interxion.

Foruden udvidelsen i København igangsætter Interxion også ekspansionsprojekter i ti andre europæiske lande med en samlet udvidelse på 15.500 m2 til i alt 1,7 mia. kr. Hermed udvider datacenterleverandøren med mere end 25 pct. i Europa. Udvidelserne finansieres ved en kombination af egenkapital og eksterne investorer.

- lb