Danske virksomheder har stort behov for mobility
Søren Linde, Senior Mobility Consultant i Conscia (tv) og Christian Hjortgaard vicedirektør i Conscia

Danske virksomheder har stort behov for mobility

At skabe den mest sikre, elegante og brugervenlige adgang til et datacenter er en af de discipliner, som Conscia kan tilbyde efter købet af specialistvirksomheden Mobility Architect. Læs interviewet med topledelsen hos Conscia her

Del artiklen på
-Flere og flere virksomheder udvikler i dag apps til deres medarbejdere, og ret hurtigt bliver nogle apps forretningskritiske. Nogle medarbejdere spiller måske ét spil på deres smartphone den ene uge og et nyt spil den næste uge. Til sidst kan man ende med en portefølje, der både tæller forretningskritiske apps og mængder af ubrugte apps, hvis man ikke passer på, fortæller Søren Linde, som i dag er Senior Mobility Consultant i Conscia.

Søren Linde er en af de tre partnere, som i 2009 stiftede Mobility Architects med kompetencer inden for mobile løsninger, herunder infrastruktur, sikkerhed, app-udvikling, mobil strategi og forretningsudvikling.

-Siden vi etablerede Mobility Architects i 2009, er mobil IT blevet strategisk vigtigt. Mange af vores kunder har en årlig vækst på mere end 100 procent i antallet af mobile brugere. Vi oplevede så stor efterspørgsel af vores ydelser, at vi havde brug for et organisatorisk fundament for vores videre udvikling, siger Søren Linde.

Som eksempel på, hvor hurtigt det går, nævner Søren Linde en af deres store kunder. Her tilføjer brugerne et nyt device hver time, og der bliver også taget en ny app i brug stort set hver dag.

Det var derfor helt naturligt, at Conscia i januar købte Mobility Architects, som på det tidspunkt havde fire medarbejdere. Conscias strategi omfatter et skarpt fokus inden for de tre forretningsområder: Netværksløsninger, datacenter og mobilitet. Købet af Mobility Architects er et resultat af denne strategi.

Skifte hjul mens bilen kører

Christian Hjortgaard, som er vicedirektør i Conscia, var for 11 år siden med til at starte Conscia som en netværksvirksomhed. Siden starten har man troet på, at evnen til at fokusere og specialisere er et konkurrenceparameter.

-Vi har leveret en række netværksløsninger til energiselskaber som SEAS-NVE og Trefor. Vi er et implementeringshus, som er dygtige til design og implementering, hvorefter vi leverer den færdige løsning klar til driftsafdelingen, fortæller Christian Hjortgaard.

De danske universiteter er i dag også blevet service-providere med afdelinger i hele landet, som leverer services til deres brugere.

-Når vi taler med topledelsen hos kunderne, er deres første prioritet innovation og nye services til forretningen, men når vi taler med chefer med ansvar for et datacenter, så er deres første prioritet 24/7 garanti, fordi tilgængelighed er det vigtigste. At lave ændringer i et bestående datacenter uden at lukke ned, svarer nærmest til at skifte hjul på en bil, mens den kører. Især for finanssektoren er 24/7 ekstremt vigtig, eksempelvis for kunder som Danske Bank og Saxo Bank, fortsætter Christian Hjortgaard, der også pointerer, at løsningerne, der bygges i dag, skal håndtere og skalere til væksten 3 til 4 år frem i tiden.

Conscia var et rent Cisco-hus, indtil man for halvandet år siden indgik et partnerskab med EMC om også at levere storage. Da Cisco gik ind i servermarkedet, valgte Conscia at følge med.

I datacenteret leverer Conscia løsninger på tre forskellige måder. I den ene ende finder man ”build-your-own”: Her bygges løsningen individuelt til den enkelte kunde med teknologi fra én eller flere producenter. I den anden ende er VCE, Virtual Computing Environment Company, som blev etableret af Cisco og EMC med investeringer fra VMware og Intel. Fra VCE leverer Conscia Vblock-løsninger, som er færdigkonfigureret til datacenteret og klar til drift med det samme. Herimellem finder vi Cblock, som er en løsning, Conscia selv designer, validerer og konfigurerer, forklarer Christian Hjortgaard.

Stort behov for mobility

-Mobile anvendelser stormer frem. Mange mobile medarbejdere har slet ikke en laptop, men klarer sig med en tablet eller smartphone. Vi har således lavet en løsning til en kommune med 1000 brugere helt uden pc’er, fortæller Søren Linde, som videre siger:

-Laptoppen er fin, når man skal skrive en tekst, men de fleste har kun brug for at læse eller skrive korte mails. Her er en mobil enhed et fantastisk redskab. Det inviterer til korte beskeder; sælgerens møderapport kan erstattes af en række spørgsmål med faste spørgsmål, og møderapporteringen kan afsluttes med det samme. Billeder siger mere end lange udredninger. Det ved man i hjemmeplejen, hvor den enkelte hjemmeplejer kan tage billeder af eksempelvis en borger, der har sår på benene. Billederne kan med det samme sendes til en læge, der kan give svar umiddelbart efter. Det giver mulighed for at behandle borgeren med det samme, hvilket sparer ressourcer og både giver bedre behandling for borgeren og højere jobkvalitet for hjemmeplejeren.

Ikke så nemt som med en pc

-Automatiseret drift og administration af pc’er er en veludviklet disciplin: Uanset om der står HP, Dell eller noget andet på den, så kan den køre den samme software og administreres på samme måde. På mobile enheder er det noget mere kompliceret, for i praksis findes der fire mobile platforme: Almindelig Android, Android på en Samsung Galaxy, Apple iOS og Windows Phone. Og ikke alle er lige lette at konfigurere automatisk. Især Android volder problemer, da Android ikke indeholder API’er til central administration, siger Søren Linde.

-Med en pc kan man med VPN nemt lave en sikker forbindelse ind i et datacenter, men det er ikke muligt at etablere den samme type løsning med en smartphone. At ”bore de rigtige huller” ind i datacenteret er en af de mest efterspurgte discipliner i vores verden, da det ikke er så nemt som med en pc. At lave en sikker, elegant og brugervenlig adgang er det, som er svært, slutter Søren Linde.