Vejle får ny legeplads for kunstig intelligens

Vejle får ny legeplads for kunstig intelligens

Med 5200 kvadratmeter og plads til ca. 150 videns-medarbejdere bliver AI Innovation House et internationalt fyrtårn for digitalisering og kunstig intelligens i Vejle

De har set frem mod datoen 1. marts i flere måneder - ja ligefrem år. Og mandag kunne AI Innovation House på Innovations Allé i Vejle Nord endelig byde virksomheder og samarbejdspartnere velkommen i de nye rammer, hvor der fremover skal leges med digitalisering og kunstig intelligens.

Den fire etager høje bygning skal ifølge ejerne fra Bagger-Sørensen Invest, Casa og Insero fungere som Vejles nye innovative legeplads for digitalisering og kunstig intelligens - og bliver det nyeste af i alt seks centre i erhvervsklyngen Dandy Business Park.

- Vi har set meget frem til at byde de mange virksomheder og deres medarbejdere velkommen i AI Innovation House sammen med de mange samarbejdspartnere, der også bliver en del af det nye hus, siger en glad direktør for Dandy Business Park, Jørgen Andersen.

Erhvervspark-direktøren fortæller, at AI Innovation House er skabt for - i samarbejde med virksomheder og samarbejdspartnere - at bringe viden om digitalisering og kunstig intelligens i øjenhøjde, så det kan omsættes til nye løsninger og forretningsmuligheder for danske virksomheder.

- AI Innovation House har unikke udstillings, test- og demonstrationsfaciliteter fordelt på 5200 kvadratmeter og har plads til ca. 150 videns-medarbejdere. Rammerne kan virksomhederne benytte til fælles innovationsprojekter, produktpræsentationer og kompetenceudvikling, og så får virksomhederne, der har lejet sig ind i huset også adgang til en stor 3D-konferencesal, der projekterer 360 grader og har plads til 150 mennesker, forklarer Jørgen Andersen.

Nyt start-up miljø for digitale iværksættere

Blandt samarbejdspartnerne i AI Innovation House finder man Vejle Erhverv. Vejle Kommune har i forvejen seks iværksættermiljøer og med det nye Tech StartUp for iværksættere, der arbejder med digitalisering og kunstig intelligens, så får Vejle Erhverv sit syvende iværksættermiljø.

Erhvervs- og turismechef i Vejle Kommune, Morten Damgaard, glæder sig til at fylde de nye rammer i AI Innovation House ud med en masse digitale iværksættere:

- Iværksætteri er utrolig vigtigt for Vejle Kommune. I AI Innovation House kan vi tilbyde nuværende og kommende iværksættere nogle rigtig gode fysiske rammer, hvor de kan få den rette vejledning og blive matchet med etablerede virksomheder i et start-up miljø, som tiltrækker investorer, der er villige til at satse på iværksætteri, fortæller Morten Damgaard.

Derudover får iværksættere i Tech StartUp som noget ekstraordinært adgang til at bruge udvalgt AI software, AI-netværk og uddannelse hertil.

- Der er lavet aftaler med bl.a. IBM, der sikrer, at iværksættere i huset har nem adgang til AI teknologi, der kan være med til at fremme ideer og innovation for lejere og partnere i Tech StartUp. Det er et unikt tilbud, som i øjeblikket ikke findes andre steder i Danmark, fortæller Morten Damgaard.

Sætter Vejle på det digitale Danmarkskort

De mange nye muligheder som AI Innovation House bringer med sig, nu hvor virksomhederne, der har lejet lokaler, kan gå i gang og bringe liv og aktivitet til huset, glæder Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen:

- Med åbningen af AI Innovation House tager Vejle et kvantespring ind i den digitale fremtid. Jeg ser meget frem til at se og opleve, hvordan husets stærke digitale kompetencer vil motivere til nye samarbejdsflader, smitte af på områdets erhvervsliv og motivere iværksættere i Vejle Erhvervs Tech StartUp, siger Jens Ejner Christensen.

Vejle-borgmesteren er særlig glad for, at AI Innovation House bliver et åbent og levende hus, der vil arrangere masser af workshops og konferencer. Det kan nemlig bidrage til at sætte Vejle på det digitale Danmarkskort.

- Jeg er ikke i tvivl om, at ejerne bag AI Innovation House har set rigtigt, når de mener, at digitalisering og kunstig intelligens bliver områder som fremtidens stærke virksomheder skal forstå at udnytte. At store virksomheder som IBM og SAS Institute har meldt sig på banen som partnere i det nye hus, vidner om husets store potentiale, siger Jens Ejner Christensen, og tilføjer:

- Samtidig glæder det mig meget, at en familievirksomhed som Bagger-Sørensen Invest i så høj grad vælger at bidrage til den lokale vækst ved at udvikle Dandy Business Park til en stærk og markant erhvervspark i Vejle Nord. Vejle Kommune og Vejle Erhverv ser frem til at arbejde sammen med virksomheder og samarbejdspartnere i AI Innovation House og ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, slutter Jens Ejner Christensen.

- lb