AI-drevet svindel i officielle app-butikker narrer ofre
Illustration: Gemini (AI)

AI-drevet svindel i officielle app-butikker narrer ofre

Ny analyse kortlægger, hvordan cyberkriminelle bruger AI og apps i officielle butikker til at skabe falske virkeligheder og lænse ofre

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Cyberkriminelle udnytter nu kunstig intelligens og officielle platforme som App Store og Google Play til at gennemføre avanceret svindel. Ifølge en ny analyse fra Check Point Software Technologies opbygger bagmændene tillid over flere uger gennem falske investeringsfællesskaber, før de slår til.

Svindlen indledes ofte via SMS eller sociale medier, hvorefter ofrene inviteres til lukkede grupper på WhatsApp eller Telegram. Her møder de påståede eksperter, som i virkeligheden er falske identiteter skabt til at opretholde en illusion. Ofrene introduceres herefter for appen O-PCOPRO, der kan hentes via officielle kanaler. Appen er en såkaldt WebView-wrapper, der henter indhold fra en ekstern server, hvilket gør det muligt for bagmændene at manipulere grafer og fortjenester i realtid uden at udløse malware-alarmer.

- Det farlige ved den her type svindel er, at den bryder med mange af de klassiske tegn, som vi forbinder med snyd. Når en app ligger i en officiel app store og fremstår professionel, så sænker mange af os automatisk paraderne. Derudover går de cyberkriminelle skridtet videre med at skabe denne falske virkelighed ved også at oprette hjemmesider og udstede fabrikerede pressemeddelelser, så brandet fremstår legitimt, forklarer Balder Borup, der er Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies i Danmark.

For at benytte platformen kræves det, at brugerne uploader ID-dokumenter og indbetaler penge eller krypto. De kriminelle viser hurtigt falske kursgevinster for at lokke ofrene til yderligere investeringer. Denne strategi giver bagmændene adgang til både økonomiske midler og personfølsomme oplysninger.

Balder Borup uddyber:

- Kunstig intelligens er den store katalysator til denne tillidsopbygning, som kan foregå i stor skala på tværs af sprog og markeder. Tidligere ville det her have krævet et helt hold af menneskelige svindlere med lokal forankring. I dag kræver det bare kunstig intelligens for at skabe denne falske virkelighed. Fælles for The Truman Show og O-PCOPRO-svindlen er, at man til sidst vil stå vantro og i afmagt uden forståelse af, at det hele var konstrueret.

Vær opmærksom på faresignaler

Analysen peger på en række tegn, der bør vække mistanke om svindel:

  • Uopfordret kontakt om investeringsmuligheder, hvor dialogen hurtigt flyttes til WhatsApp eller Telegram.
  • Fællesskaber præget af udelukkende positive historier uden kritiske spørgsmål.
  • Løfter om høje garanterede afkast eller krav om handling her og nu for eksklusiv adgang.
  • Apps, der reelt fungerer som hjemmesider og kræver upload af ID samt indbetaling.