Mangel på eksperter: Erhvervsskole opretter nyt cyber-speciale

Mangel på eksperter: Erhvervsskole opretter nyt cyber-speciale

For at imødekomme databranchens store behov lancerer Mercantec i Viborg nu en ny specialeretning på datateknikeruddannelsen med fokus på cyber security

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Antallet af cyberangreb er stigende, og det skaber et øget behov for kvalificeret arbejdskraft til at sikre kritisk infrastruktur og virksomhedsdata. På baggrund af en undersøgelse fra Industriens Uddannelser, der konstaterer, at databranchen mangler ekspertviden, har Mercantec i Viborg udviklet en ny specialeretning.

Her har elever på datateknikeruddannelsen nu mulighed for at specialisere sig specifikt i cyber security.

- Virksomhederne er meget interesserede i det nye speciale. Emnet er mere højaktuelt end nogensinde før. De nye datateknikere med speciale i cyber security kommer til at være med til at passe på Danmark, virksomheder – ja os alle. Eleverne får en masse teknisk viden og virksomhedsforståelse, som er afgørende for at beskytte bedst muligt mod cyberangreb. Når vi taler om sårbarheder i data, handler det jo ofte om mennesker, fordi de opfører sig uhensigtsmæssigt, og derfor er en del af den grundlæggende læring også forståelse af mennesker og adfærd, siger uddannelsesleder – data og leaderlab på Mercantec, Kim Guldholt.

Stigende trusselsniveau

De første elever er netop startet på den nye linje. Hos it-konsulenthuset NetIP, der blandt andet beskæftiger sig med sikkerhed og servere, bekræfter man behovet for de nye kompetencer.

- Der er et helt andet behov end tidligere, og cyber security-specialet er med til at belyse vigtigheden af emnet for virksomheder, som ikke ønsker at blive ramt. Der er ingen tvivl om, at sikkerhedstruslen er markant større end tidligere. Det er ikke småting, som for eksempel vandværker og fødevareindustrien skal leve op til i dag – det en del af den kritiske infrastruktur, og der er tale om store sikkerhedsprocedurer, siger Operations Manager hos NetIP, Jonas Bonde Andersen.

Systemkonsulent i samme virksomhed, Kasper Mark Vestergaard, supplerer:

- Rigtig mange virksomheder risikerer at miste alt i deres system, hvis ikke de har styr på sikkerheden, og det kan være svært at genskabe - også for en ekspert. Det er en helt anden verden, vi lever i end tidligere, og jeg er ikke i tvivl om, at virksomhederne kommer til at tage imod den nye cyber security-retning på Mercantec med kyshånd.

Fokus på tværs af uddannelsen

Selvom specialet er nyt, har sikkerhedsaspektet også fået et løft på de øvrige datateknikeruddannelser. Thomas Riis Jensen læser til datatekniker med speciale i infrastruktur, men ser positivt på den nye retning.

- Cyber security er meget oppe i tiden og er vigtigere end nogensinde. Vi ser gang på gang, at virksomheder og offentlige instanser bliver udsat for hackerangreb. Der er et kæmpe behov for viden og uddannelse på området, så vi kan gardere os bedst muligt mod fremtiden, og jeg er ikke i tvivl om, at specialeretningen er vigtig. Vi skal alle være forberedte på, at det går enormt stærkt, og at vi hele tiden skal holde os opdaterede. Det er derfor meget positivt, at Mercantec har oprettet denne linje, siger Thomas Riis Jensen.

Fakta om den nye uddannelse

  • Specialeretningen er udviklet af eksperter fra Mercantec for Industriens Uddannelser.
  • I slutningen af uddannelsen arbejder eleverne blandt andet med etisk hacking og fjendtlige perspektiver for at teste deres viden.
  • Eleverne lærer at identificere sikkerhedsbrister samt både at forhindre og udbedre skader.
  • Der er fokus på fremadrettet opdatering af viden i en branche med høj hastighed.
  • Gennemsnitsalderen på uddannelsen er 26 år.