Nye hackerkarteller gør ransomwaregrupper sværere at spore og stoppe

Nye hackerkarteller gør ransomwaregrupper sværere at spore og stoppe

En ny rapport fra Check Point Software Technologies peger på et ransomware-landskab i hastig forandring. De cyberkriminelle tager nye afpresningsmetoder i brug og samarbejder på tværs af organiserede netværk

Del artiklen på

Check Point Research, en del af Check Point Software Technologies, har netop udgivet kvartalsrapporten Q2 2025 Ransomware Report, der giver et overblik over de nyeste tendenser og trusler inden for ransomware.

Rapporten afdækker, hvordan dominerende ransomwaregrupper som RansomHub og LockBit er forsvundet, og hvordan tomrummet er blevet udfyldt af fragmenterede og uforudsigelige netværk af cyberkriminelle.

Selvom rapporten viser, at antallet af offentliggjorte ofre er faldet fra 2.289 i første kvartal til 1.607 i andet kvartal, kortlægger rapporten også, hvordan decentrale karteller med mindre aktører arbejder sammen i netværk og deler angrebsværktøjer, infrastruktur og brand. To grupper er særligt fremtrædende i denne udvikling.

Den ene er DragonForce, som har sat sig tungt på den nye kartel-model. Den anden er Qilin, der nu er den mest aktive gruppe. Deres aktivitet er fordoblet fra 35 til 70 offentliggjorte ofre om måneden, hvilket i høj grad skyldes, at de aktivt hverver medlemmer fra nedlagte grupper som RansomHub.

- Vi ser en fundamental ændring i, hvordan de cyberkriminelle organiserer sig. De store, centraliserede grupper er erstattet af decentrale netværk, der fungerer som kriminelle karteller, hvilket gør trusselsbilledet langt mere uforudsigeligt. Når angrebene kommer fra et utal af mindre aktører, bliver det både sværere at identificere og stoppe bagmændene.

- Det skaber et nyt og større krav til virksomheder om, at de begynder at gentænke deres cyberberedskab, siger Balder Borup, Security Engineering Team Leader hos Check Point Software Technologies.

Rapporten viser også, at selvom angrebene er blevet mere spredte, er visse brancher fortsat meget udsatte. Sundhedssektoren udgjorde ifølge rapporten hele 8 pct. af alle offentliggjorte ofre.

-mo