Huawei skal etablere 5G i Sverige

Huawei skal etablere 5G i Sverige

Mens den kinesiske teknologigigant bliver udelukket af stadig flere lande i Europa, så åbner Sverige op for dem. Her skal de nu være med til at etablere 5G sammen med nogle af Sveriges største teleselskaber

Af Lars Bennetzen

Konkurrencen mellem Sveriges største teleselskaber er hård. Alle ønsker er være først med fremtidens netværk, 5G, som er op til 100 gange hurtigere end det nuværende 4G-net. Telia åbnede deres nye 5G-net mandag, mens Telia2 aktiverede deres 5G-net allerede søndag.

Mens flere EU-lande, herunder Danmark, sætter spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt at samarbejde med kinesiske virksomheder om kritisk infrastruktur, ser svenskerne mere anderledes på tingene. Ved lanceringen af Telias 5G-net mandag fortæller Sveriges digitaliseringsminister Anders Ygeman, at han ikke ser et problem i at surfe på et 5G-net, som Huawei har været med til at levere:

- Det gør du sandsynligvis allerede i dag, hvis du bruger 4G. Spørgsmålet er, hvor i netværket operatøren vælger at bruge forskellige komponenter og hvor sikkerhedskritisk den del af netværket er. Dette spørgsmål bør rettes mod operatøren, da det er dem, som lovgivningen henvender sig til, fortæller Sveriges digitaliseringsminister Anders Ygeman til det svenske nyhedsbureau TT.

Anders Ygeman kaldte i den forbindelse Sveriges nye og strengere sikkerhedskrav til trådløse netværk for ”den hårdeste i Europa”. De nye sikkerhedskrav blev indført ved årsskiftet.

Tilbage i Danmark undrer Jiang Lichao, CEO for Huawei Danmark, sig over, at Danmark stadig nøler, når det gælder udrulningen af 5G:

- I 2014 byggede og drev Huawei sammen med TDC det 4G-netværk, som blev kåret som Danmarks bedste fire år i træk og som verdens hurtigste i 2015. Forinden havde Center for Cybersikkerhed (CFCS) opstillet skrappe sikkerhedskrav, som blev overholdt til punkt og prikke. Det undrer mig, at Danmark ikke på samme måde går pragmatisk til værks ved 5G: Opstil nødvendige, strenge sikkerhedskrav og accelerer udviklingen af Danmarks digitale infrastruktur. Svenskerne er i fuld gang. Det kunne danskerne også være, mener Jiang Lichao.

Telia har i Sverige lanceret 5G-netværket sammen med Ericsson, mens Tele2 anvender et miks af leverandører, herunder Huawei som Tele2 i forvejen samarbejder med.