65 procent af danskerne lader AI ansøge om lån
Ny undersøgelse fra Experian viser, at et flertal af danskerne er trygge ved, at AI-agenter håndterer låneansøgninger
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
65% af danskerne er trygge ved at lade AI-agenter ansøge om lån på deres vegne. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Forrester Consulting for data- og teknologivirksomheden Experian.
Undersøgelsen omfatter næsten 500 danskere samt over 6.000 forbrugere i 12 andre lande, hvor gennemsnittet for at lade AI ansøge om kredit ligger på 54%.
- Det overrasker mig, at danskerne har så stor tillid til kunstig intelligens, at de nu vil lade den agere på vegne af dem i forhold til lån og kredit. Danskerne eksperimenterer ikke længere blot med AI. De er begyndt at betro teknologien mere betydningsfulde dele af deres økonomiske liv. Vores undersøgelse viser, at 77% af respondenterne allerede har tillid til, at store sprogmodeller med stor kvalitet kan sammenligne lån på tværs af udbydere, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian.
Udviklingen markerer et skifte, hvor forbrugerne går fra blot at bruge AI til research til at lade teknologien understøtte selve låneprocessen med at sammenligne långivere, kontrollere berettigelse, udfylde ansøgninger og indsende dokumenter.
- Forbrugerne er allerede i gang med at ændre den måde, de bruger finansielle tjenester på. For banker og långivere er spørgsmålet derfor ikke længere, om AI vil påvirke det næste skridt på denne rejse, men hvordan de kan forberede sig. Det, der begyndte med brugen af store sprogmodeller til bedre at forstå finansielle produkter, er allerede ved at udvikle sig til, at forbrugerne beder AI-agenter om hjælp til at navigere gennem komplekse finansielle processer, mener Bo Rasmussen.
Ifølge undersøgelsen mener 83% af danskerne, at AI-agenter kan hjælpe dem med at sammenligne flere muligheder, end de selv kan gennemgå manuelt. Samtidig angiver 76%, at de vil føle sig mere trygge ved at bruge teknologien, hvis den er tilknyttet en finansiel institution, de allerede har tillid til.
- AI ændrer den måde, forbrugerne interagerer med finansielle institutioner på. Den næste generation af finansielle tjenester vil afhænge af tillidsfulde interaktioner mellem forbrugere, AI-agenter og virksomheder. Finansielle institutioner, der begynder at forberede sig nu ved at styrke identitetskontrol, samtykkestyring og forebyggelse af svindel vil stå stærkere i arbejdet med at skabe troværdige, AI-understøttede kundeoplevelser, siger Bo Rasmussen.