Atea fyrer 101 medarbejdere
Et nyt fokuseringsprogram skal sikre, at Atea er tæt på kunderne i et konkurrencepræget marked. Det betyder blandt andet, at Atea reducerer medarbejderstyrken med 7 procent for at nå en besparelse på 70 millioner kroner i 2014
Del artiklen påAtea har iværksat en omfattende forandrings- og omstruktureringsproces. Baggrunden for initiativet er, at Atea, i et stadigt mere konkurrencepræget marked, vil forenkle og optimere organisationen og samtidig gøre klar til fortsat vækst. Det betyder, at 101 ledere, mellemledere og medarbejdere i dag opsiges. Den samlede topledelse bidrager samtidig med en årlig lønnedgang på to millioner kroner.
Afskedigelserne vil berøre alle Ateas lokationer i Danmark, og Atea A/S vil fremover beskæftige ca. 1.300 medarbejdere.
”Med vores fokuseringsprogram indleder vi i dag en større omstrukturering af Atea. Vi øger gennemsnitlig span of control fra 7 til 10 medarbejdere pr. leder, vi konsoliderer en række afdelinger og sikrer dermed større samhørighed og handlekraft på tværs af organisationen. Det er afgørende for os, at vi bevarer en kompetent og konkurrencedygtig organisation, hvor der er kort fra beslutning til handling. Det betyder færre ledelseslag, bedre samarbejde på tværs og øget kundefokus,” siger administrerende direktør Claus Hougesen, Atea A/S.
Atea ønsker med implementeringen af fokuseringsprogrammet at udvise proaktivitet og rettidig handlekraft for at fastholde sin position som Nordens førende udbyder af it-infrastruktur.
”Vi styrker vores eksisterende kerneforretning på hardware og software produkter inden for klient-, collaboration-, netværks- og datacenterløsninger. Samtidig øger vi vores investeringer og fokus på de områder, hvor vi oplever en voksende efterspørgsel eksempelvis mobilitet, cloud, virtualisering, consumerization og it-as-a-service. Dermed vil vores kunder i endnu højere grad kunne drage nytte af Ateas kompetencer, indsigt og viden inden for fremtidens it-vækstområder, ” siger Claus Hougesen, Atea A/S.
De samlede initiativer forventes at reducere omkostningerne med 70 millioner kroner i 2014.
”Det er en svær, men nødvendig beslutning at tage afsked med så mange medarbejdere. Vi er nødt til at tilpasse virksomheden og finjustere forretningsområderne, så vi fastholder Atea som en effektiv og sund virksomhed,” siger administrerende direktør Claus Hougesen, Atea A/S.
Med fokuseringsprogrammet er det Ateas ambition at forenkle og optimere organisationen samt sikre fokus på kundernes behov på en effektiv, konkurrencedygtig og handlekraftig måde.
-mo