Cyberhændelser i forsyningskæden rammer næsten halvdelen af virksomheder
En ny undersøgelse viser, at 45 % af store virksomheder har oplevet forsyningskæden forstyrret af cyberhændelser de seneste to år
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
En cyberhændelse behøver ikke at ramme virksomhedens egne systemer for at skabe problemer. Bliver en leverandør ramt, kan konsekvenserne hurtigt brede sig til egen produktion og data.
I en ny undersøgelse fra Proxima blandt 515 topchefer i virksomheder med en omsætning på over 3 mia. kroner svarer 45 %, at en cyberhændelse har forstyrret forsyningskæden inden for de seneste 24 måneder. Samtidig vurderer 39 %, at et cyberangreb hos en nøgleleverandør sætter en væsentlig del af omsætningen i fare.
Trods den udbredte risiko mangler mange overblikket over leverandørerne. Kun 42 % har det seneste år stresstestet cyberberedskabet hos deres kritiske leverandører, og blot 35 % kan følge leverandørernes cyberrisiko i realtid.
- Man kan have helt styr på sine egne systemer og stadig have et stort blindt punkt hos en leverandør, man ikke kan undvære. Cyberrisikoen stopper ikke ved virksomhedens egen firewall. Derfor er det lige så meget et spørgsmål om drift som om it, siger James Bentley, Senior Vice President og nordisk chef hos Proxima.
Det anbefales, at virksomheder kortlægger de leverandører, der kan standse driften, og derefter afprøver beredskabet i praksis.
- Bestyrelsen bør vide, hvilke leverandører der er kritiske for driften, hvor længe virksomheden kan klare sig uden dem, og om man faktisk har testet sin plan B, siger James Bentley.