Er CYOD et godt alternativ til BYOD?

Jesper Larsen, direktør i Avaya, kommer her med et spændende indlæg om CYOD og BYOD problematikken

Del artiklen på
Af Jesper Larsen, direktør for Avaya i Norden og Baltikum

Bring Your Own Device (BYOD) fænomenet har taget mange virksomheder med storm, og når man ser på de umiddelbare fordele, er det let at forstå hvorfor. Virksomhederne sparer penge på ikke at skulle investere i devices, og medarbejderne er som oftest lykkelige for ikke blive tvunget til at bruge det udleverede standard-IT-arbejdsredskab.

Hvis man yderligere antager, at man arbejder mest effektivt på sit eget velkendte device, må virksomheder med en BYOD-tilladelse formodes at få de mest produktive medarbejdere.

Dog rummer BYOD-set-up'et en række udfordringer og specielt de sikkerhedsmæssige og praktiske ressourcehensyn, er årsag til at ikke alle virksomheder, er jublende glade for at gå BYOD-vejen.

Choose Your Own Device

Kreative IT-chefer har fundet et alternativ til BYOD, som har fået navnet CYOD - Choose Your Own Device. Som navnet antyder adskiller CYOD sig fra BYOD ved, at medarbejderne ikke må anvende deres egne IT-arbejdsredskaber, men derimod får lov til at vælge fra en menu af virksomhedsejede og konfigurerede IT-arbejdsredskaber. De redskaber der stilles til rådighed, vil typisk holde sig til et begrænset antal operativsystemer, hvilket letter IT-afdelingens device-management arbejde. Derudover vil de virksomhedsgodkendte devices typisk være udvalgt og udrustet til at kunne håndtere de ofte krævende business apps, hvilket ikke altid er tilfældet i et BYOD-setup.

Videokonferencer, CRM og andre business-apps kræver et minimum af processorkræfter og funktionalitet og med en CYOD tilgang, kan IT-afdelingen undgå ubehagelige samtaler omkring hvilke enheder der ikke er acceptable og hvilke enheder man i stedet forventer, at medarbejderne skal investere i.

Det bedste af begge verdener?

CYOD virker som en løsning, der tager det bedste fra to verdener og giver alle fordelene, men der er nogle kompromiser der skal indgåes uanset om man som virksomhed er til BYOD eller CYOD.

Sidstnævnte tilbyder medarbejderne et valg af godkendte redskaber, hvilket giver mere kontrol men også mindre af den medarbejder-tiltrækkende frihed og umiddelbart høje produktivitet, som er en af grundpointerne i BYOD-tanken. Hvor meget mindre friheden og produktiviteten bliver i et CYOD-miljø afhænger i høj grad af det device-udvalg, som medarbejderne får til deres rådighed og i sidste ende er det nok svært at måle.

Forskellene omkring sikkerheds- og administrationsforholdene er derimod mere konkrete og disse to faktorer vægter højt i de fleste IT-afdelinger.

Sikkerhed og administration

Sikkerhed og versionsstyring er de vigtigste årsager til, at nogle virksomheder fravælger BYOD, og de er samtidig en vedvarende bekymring for dem, der gør.

Mobil styresystemer kræver i forhold til PC eller Mac, mange opdateringer – og problemet med dette er at ikke alle apps reagerer optimalt på disse.

I øjeblikket er smartphone-markedet domineret af Samsung- og Apple-enheder. Deres andel er dog faldende og det kan forventes, at der i fremtiden vil være en meget bredere vifte af forskellige enheder, der egner sig til arbejdsbrug.

Administration og support vedrørende opdateringer på tværs af forskellige operativsystemer kan være meget tidskrævende for IT-afdelinger, og det er urealistisk at forvente at IT-afdelingerne i fremtiden har et godt kendskab til alle mobile enheder på markedet.

Et CYOD set-up med få standardiserede miljøer vil i de scenarier lette styrings og sikkerhedsopgaverne for it-afdelingen.

Retten til at slette indhold

Sikkerhedsbekymringerne handler især om risikoen for datalækage, og de fleste organisationer med en BYOD-politik håndhæver derfor retten til at slette alle data fra en brugers enhed, hvis den mistes. Det samme er naturligvis tilfældet med CYOD hvor det dog må være knap så pinefuldt for medarbejdere idet det ikke er en personlig enhed.

Med CYOD, kan forskellige medarbejdere være berettiget til forskellige enheder og niveauer af virksomhedens netværk, afhængig af typen af arbejde de udfører. Hvis nogle medarbejdere har et begrænset IT- behov, kan de i stedet for en CYOD-enhed tilbydes begrænset netværksadgang via deres eget IT-udstyr. Så via en form for skræddersyet mobile device management, kan man med fordel gøre CYOD mere fleksibel og BYOD mere sikker.

At blande forretning og fornøjelse

En bred vifte af underholdnings-apps vil uundgåeligt havne på medarbejdernes devices uanset om det er deres egen eller virksomhedens. Med BYOD er der ingen begrænsninger og det kan være vanskeligt for virksomheden at overvåge eller begrænse de private aktiviteter eller forbrug. Virksomheder med CYOD finder det ofte nemmere at håndhæve regler omkring privat forbrug.

BYOD eller CYOD?

En af de stærkeste drivkræfter for BYOD er det faktum, at folk ønsker at bruge en enkelt enhed til både arbejde og personlige formål. Mens CYOD giver virksomhederne større kontrol og IT-afdelingen mindre arbejde, tager den kontrollerede tilgang unægteligt også en del af luften ud af selve ideen og formålet med BYOD.

BYOD vil derfor forblive en stærk tendens. Analysefirmaet Gartner forudser at halvdelen af alle virksomheder i 2017 vil kræve at medarbejdere kommer med deres egne devices, til den anden halvdel vil CYOD være et godt alternativ der tilgodeser både arbejdsgiver og tager.