Få virksomheder løber med størstedelen af AI-gevinsterne
En undersøgelse fra PwC viser, at blot 20 % af virksomhederne høster 75 % af de økonomiske gevinster fra AI
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Ifølge rapporten, der bygger på svar fra 1.217 erhvervsledere, er der en markant og voksende kløft mellem en mindre gruppe førende virksomheder og det generelle flertal, når det gælder brugen af kunstig intelligens.
- Undersøgelsen viser, at de førende virksomheder ikke blot implementerer flere AI-værktøjer. I stedet anvender de AI som en drivkraft for vækst og forretningsudvikling, særligt ved at udnytte nye indtægtsmuligheder, der opstår, når industrier smelter sammen. Samtidig arbejder de målrettet på at opbygge stærke fundamenter for data, governance og tillid, der gør AI skalerbar og pålidelig, udtaler Per Leslie Jensen, partner i PwC.
Det er blandt de førende virksomheder dobbelt så sandsynligt, at teknologien bruges til at gentænke forretningsmodeller. Samtidig er det op til tre gange så sandsynligt, at de identificerer vækstmuligheder på tværs af brancher.
- Undersøgelsen peger dermed på, at de førende virksomheder, der opnår finansielle resultater med AI, i højere grad ser teknologien som en mulighed for fornyelse fremfor effektivisering. De bruger AI til at gentænke deres forretningsmodeller og bevæge sig ud over traditionelle branchegrænser, udtaler Per Leslie Jensen.
De succesfulde virksomheder udmærker sig desuden ved den interne implementering. De er næsten dobbelt så tilbøjelige til at anvende avancerede funktioner og lade systemerne arbejde autonomt inden for klare sikkerhedsrammer. Antallet af beslutninger uden menneskelig indgriben øges tre gange så hurtigt hos denne gruppe, hvilket muliggøres af tværfunktionelle styringsudvalg og faste rammeværk.
- De førende virksomheder har vist vejen til at skabe reelle finansielle afkast fra kunstig intelligens, som andre kan lade sig inspirere af. Men uden et skifte i tilgang til brugen af AI vil kløften i præstation mellem de førende virksomheder og de øvrige virksomheder, sandsynligvis fortsætte med at vokse. De førende virksomheder vil nemlig blive ved med at lære hurtigere, skalere dokumenteret anvendelse og sikkert automatisere beslutningstagning i stor skala, slutter Per Leslie Jensen.