Google-AI fjerner 16.000 skadelige annoncer i minuttet
En ny rapport viser, at Google stopper 99 % af alle skadelige annoncer før visning ved hjælp af kunstig intelligens
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Svindlere udnytter i stigende grad generativ AI til at skabe falske annoncer. For at imødegå dette har Google integreret AI-modellen Gemini i sit forsvar mod skadeligt indhold.
Ifølge Googles Ads Safety Report blokerede og fjernede virksomheden 8,3 milliarder annoncer i 2025. Det svarer til cirka 16.000 annoncer i minuttet og er en stigning fra 5,1 milliarder i 2024. Samtidig faldt antallet af fejlagtige suspenderinger af legitime virksomheder med 80 %.
Implementeringen af Gemini betyder, at systemet nu analyserer milliarder af signaler for at vurdere kontekst og intention bag annoncerne i stedet for blot at kigge på enkelte søgeord. Dette gør det muligt at blokere størstedelen af de skadelige annoncer i det øjeblik, de indsendes.
- Kampen mod svindlere af enhver art har foregået i mange år, men den er gevaldigt intensiveret i omfang med udbredelsen af AI. Udviklingen viser heldigvis, at vi i stigende grad kan komme scammerne i forkøbet og dermed beskytte tilliden til det åbne internet. På den måde kan annoncer blive brugt til det, de er tiltænkt, nemlig som en sikker kanal, hvor ganske almindelige virksomheder kan nå deres kunder, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google i Danmark.
Brugerindrapporteringer er fortsat en del af indsatsen. AI-integrationen gjorde det i 2025 muligt for Google at håndtere mere end fire gange så mange indrapporteringer fra brugerne sammenlignet med året før.
Fakta fra Ads Safety Report
- Samlet blokering: 8,3 milliarder annoncer blev fjernet eller blokeret.
- Konti lukket: 24,9 millioner konti blev suspenderet.
- Svindel: 602 millioner annoncer og 4 millioner konti relateret til svindel blev stoppet.
- AI-præcision: Fejlagtige suspenderinger af legitime virksomheder faldt med 80 %.
- Brugerbeskyttelse: Over 99 % af alle skadelige annoncer blev blokeret før visning.