Novo Nordisk misbruges i global svindel med medicinkopier
Organiserede it-kriminelle udnytter efterspørgslen på vægttabsmedicin til at sælge falske kopiprodukter via hundredvis af professionelle webshops
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
En ny undersøgelse fra Check Point Research afslører, hvordan organiserede cyberkriminelle misbruger Novo Nordisks brand og den store interesse for medicin som Ozempic og Wegovy til at sælge uautoriserede produkter.
Cybersikkerhedsvirksomheden Check Point Software Technologies kan berette, at svindlere i 2025 har udnyttet den globale efterspørgsel efter vægttabsmedicin til at oprette hundredvis af falske webshops og annoncer. Alene i oktober 2025 identificerede Check Point Research over 200 falske annoncer, hvor omkring 72 % anvender manipulerede videoer, deepfakes eller falske profiler på sociale medier.
Svindlen drives af flere kampagner, der udnytter interessen for GLP-1-produkter. Undersøgelsen peger på, at mange af de falske hjemmesider deler teknisk opsætning, design og betalingsløsninger, hvilket muliggør hurtig oprettelse af nye sider. De falske sider markedsfører sig som klinikker eller læger og reklamerer med produkter, hvis effekter beskrives som tilsvarende Ozempic og Wegovy. Særligt markedsføres et produkt kaldet “PEAKA GLP-1 Slimming Pearls”, som et alternativ uden dokumenteret klinisk effekt eller myndighedsgodkendelse.
- De cyberkriminelle bag disse kampagner arbejder langt mere professionelt, end man umiddelbart skulle tro, siger Balder Borup, Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies i Danmark.
- Vi ser en høj grad af koordinering, hvor de cyberkriminelle deler værktøjer, skabeloner og metoder på tværs af platforme. Det gør det muligt for dem hurtigt at tilpasse og gentage svindlen i nye versioner og nå ud til et langt større publikum. Det understreger, at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde, men om organiseret udnyttelse af kendte brands.
Sådan foregår svindlen
Svindlen spredes gennem sociale medier og annoncer via forskellige søgemaskiner, hvor brugerne møder opslag og deepfakes, der lover hurtige vægttabsresultater. Fra disse opslag ledes forbrugerne videre til hjemmesider, som fremstår professionelle og bruger billeder af læger eller klinikker for at virke troværdige.
På siderne fremhæves ofte produkter, der påstås at have samme virkning som Ozempic eller Wegovy, men som ikke er myndighedsgodkendte. Når kunderne forsøger at købe, betaler de enten for produkter, der ikke leveres, eller modtager varer, der ikke kan verificeres som sikre eller ægte.
- At Novo Nordisks produkter bliver brugt som løftestang for denne type svindel, viser endnu en gang, at cyberkriminelle udnytter globale trends og tendenser, der får høj medieopmærksomhed, afslutter Balder Borup.