Punktum dk viser nu id-kontrol på danske domæner
For at bekæmpe digital svindel viser Punktum dk nu i Whois-databasen, hvordan ejere af .dk-domæner har bekræftet deres identitet
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Punktum dk har tilføjet nye oplysninger i den offentlige Whois-database. Ud over at vise ejerskabet af et domænenavn fremgår det nu også præcist, hvilken metode der er anvendt til at validere registrantens identitet. Tiltaget udspringer af en dialog med internetsamfundet og har til formål at gøre det sværere at benytte falske identiteter.
For danske borgere og virksomheder sker valideringen typisk via Mitid, hvilket udløser statusteksten om elektronisk id-verificering.
For udenlandske registranter og i andre særlige tilfælde vil en af tre andre statustekster fremgå. Disse dækker over manuel godkendelse af dokumentation, accept efter en specifik risikovurdering eller id-kontrol foretaget af godkendte forhandlere i henhold til reglerne i Nis2-direktivet.
- Fundamentet for et trygt internet er, at vi ved, hvem vi taler og handler med. .dk er i forvejen et af verdens sikreste domæneområder, fordi vi stiller krav om ID-kontrol. Når vi nu gør selve valideringsmetoden synlig for alle, giver vi brugerne en ekstra tryghed og fjerner det mørke, som it-kriminelle foretrækker at operere i, siger Jakob Bring Truelsen, administrerende direktør i Punktum dk.
Privatpersoner med navne- og adressebeskyttelse i Cpr-registret er fortsat undtaget fra de synlige ejeroplysninger. Eventuelle registranter, der oplever fejl i oplysningerne på deres domænenavn, kan henvende sig til Punktum dk's kundeservice for at få det rettet.