Rapport: .dk-domænet er stadig et af verdens sikreste
Illustration: Punktum

Rapport: .dk-domænet er stadig et af verdens sikreste

En ny sikkerhedsrapport fra Punktum dk viser, at .dk-domæner udgør under 0,2 % af de blokerede svindelsider i Danmark

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Af mere end 3.500 domæner på Teleindustriens blokeringslister over svindelsider i 2025 var kun 7 af dem registrerede som .dk-domænenavne.

- Vores store indsigt i den danske zone betyder, at vi kan se de huller, som de kriminelle forsøger at snige sig igennem. Tallene taler deres eget tydelige sprog: Når kun 7 ud af 3.500 blokerede domæner er på .dk, viser det, at vores model virker. Men det viser også, at vi skal bruge vores data til at være hurtige og præcise, når vi finder de huller, de kriminelle leder efter, siger Jakob Bring Truelsen, administrerende direktør hos Punktum dk.

I løbet af 2025 foretog Punktum dk næsten 1.000 proaktive henvendelser til registranter og webhostere på baggrund af tegn på misbrug eller usikre konfigurationer. Den forebyggende indsats resulterede i, at blot et enkelt domæne blev lukket efter en kendelse fra politiet, og 12 domæner blev suspenderet via virksomhedens egne vilkår.

- Når misbrug skal begrænses handler det om hastighed. Derfor agerer vi hurtigt når vi bliver bekendt med, at et .dk-domænenavn misbruges, og vi kontakter både, den der har domænenavnet, og dem der er de teknisk ansvarlige, forklarer Jakob Bring Truelsen.

Selvom tallene for 2025 er lave, peger rapporten på en bekymrende tendens med mere sofistikerede metoder, hvor kunstig intelligens benyttes til at skabe phishing-indhold og fup-webshops. For at håndtere denne udvikling introducerer Punktum dk i 2026 ordningen Trusted Flaggers, som giver udvalgte myndigheder et prioriteret mandat til at indberette misbrug med henblik på at kunne lukke svindelsider i realtid.