Så er det officielt: Apple lancerer ny iPhone 12
#### Ja, du læste rigtigt. Den amerikanske teknologigigant Apple har netop offentliggjort sit nyeste skud på stammen inden for iPhone-familien.
Del artiklen påNemlig iPhone 12 og dens fætre iPhone 12 Mini, iPhone 12 Pro og Pro Max. I forbindelse med et presseevent d. 13. oktober kunne repræsentanter fra Apple blandt andet fortælle mere om den nye models features, funktioner og teknologi, som længe har været omgærdet af mere eller mindre løse rygter. Få alle nyhederne fra lanceringen af Apples nye iPhone 12 her i artiklen.
Den nye iPhone 12 kommer efter et stærkt 2020
Året 2020 har på alle måder været et godt år for Apple på trods af coronakrisen. Den øgede nethandel og fokus på digitale alternativer har nemlig gjort, at den amerikanske teknologigigants produkter i stor stil er røget over disken. Og dette afspejler sig i høj grad på aktiekursen, som i år er vokset med hele 53 %. Ifølge analytikere skyldes dette en markant vækst i salget af både MacBooks og iPads, og derfor er offentliggørelsen af den nye iPhone den perfekte timing ift. at runde året godt af. Det spås, at Apple vil kunne sælge mellem 180-220 millioner enheder de første 12 måneder.
Endelig kommer iPhone 12
Nyheden om iPhone 12 kommer ikke ud af den blå luft. Faktisk har offentliggørelsen været længe ventet, og i forbindelse med det seneste presseevent havde mange spået en release af den nye iPhone. Desværre blev det ikke en realitet – i stedet kunne man præsentere nye iPads og Apple Watch-modeller. De mange utålmodige kunder kunne dog se med live på blandt andet YouTube, da Tim Cook og flere højtstående medarbejdere fra Apple kunne fortælle mere om, hvorfor iPhone 12 og de øvrige udgaver er et kvantespring inden for smartphones.
Banebrydende ny teknologi med 5G
Som sædvanligt delte Apple ud af godteposen omkring alle de nye features og funktioner, de nye modeller gemmer på. Du kan som forbruger se frem til en smartphone, der på alle måder er en forbedring af tidligere udgaver. Derudover var en af de helt store nyheder, at iPhone 12 og de enkelte udgaver er klar til 5G, hvorfor der er lagt i kakkelovnen til lynhurtigt internet, som blandt andet gør det mere bekvemt at spille og streame på farten. iPhone 12 kommer med den såkaldte mmWave-teknologi, der af eksperter siges at være blandt de førende bud på fremtidens 5G-oplevelse.
Hvad kan du ellers forvente af iPhone 12?
Det er dog ikke det eneste, du kan forvente af de nye iPhone 12-modeller. På pressemødet kunne Apple blandt andet løfte sløret for en række nye teknologier, herunder forbedret foto- og videoteknologi i mørke, MagSafe ift. opladning og meget andet, der med sikkerhed vil falde i god jord hos Apple-elskere. Med den nye iPhone er én ting sikkert – Apples produkt vil havne i toppen af rigtig manges ønskesedler til Black Friday og jul i år.