Telenor blokerer over 40 millioner cyberangreb i kvartalet
Foto: Telenor

Telenor blokerer over 40 millioner cyberangreb i kvartalet

Antallet af blokerede angrebsforsøg er steget med 85 % på et enkelt år, mens særligt automatiserede botnet-angreb holder trusselsniveauet højt

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Danskerne blev i årets første tre måneder udsat for et massivt pres fra digitale trusler. Tal fra Telenor viser, at teleselskabet i første kvartal 2026 blokerede over 40,4 millioner skadelige angrebsforsøg mod deres kunder.

Det svarer til over 449.000 angreb om dagen, hvilket er en markant stigning i forhold til samme periode sidste år. Januar var kvartalets mest intense måned med 16,4 millioner blokerede forsøg, mens februar og marts fulgte tæt efter med henholdsvis 11,2 og 12,9 millioner. Udviklingen peger på en ændring i trusselsbilledet, hvor cyberangreb i højere grad er blevet en permanent tilstand frem for isolerede hændelser.

- Tidligere toppede angrebene i enkelte kampagner, men nu ligger niveauet højt hele tiden. Det betyder et konstant pres året rundt, hvor svindlerne rammer bredt og forsøger mange gange, siger Christian Hoffmann, privatkundedirektør i Telenor.

En særlig tydelig tendens er den kraftige stigning i botnet-aktivitet, hvor ondsindede aktører forsøger at overtage kontrollen med internetopkoblede enheder i danske hjem. Bliver en enhed kompromitteret, kan den efterfølgende misbruges til at udføre yderligere angreb.

Telenor blokerede i første kvartal over 10 millioner af disse botnet-forsøg. Til sammenligning lå tallet på knap 1,3 millioner i samme kvartal i 2025, hvilket svarer til, at omfanget er næsten ottedoblet på bare et enkelt år.

- Cyberkriminelle forsøger i stigende grad at kapre almindelige enheder i hjemmet. Det kan være routere, telefoner eller smart-enheder, som derefter kan misbruges i baggrunden til svindel eller angreb, uden at ejeren opdager det. Uden beskyttelse kan man risikere, at ens egen internetforbindelse bliver udnyttet i cyberkriminalitet, siger Christian Hoffmann.