Tunge webshops lader kunderne vente

To sekunder er en evighed på nettet. Lader man kunderne vente ved døren, før man lukker dem ind i butikken, ender det med at koste salg. Det viser ny undersøgelse

Del artiklen på

Ny undersøgelse blandt 500 webshops afslører tunge hjemmesider, der i sidste ende kan koste salg.

Som webshop er det vigtigt, at man hurtigt og let kan give dine besøgende adgang til information og produkter. Man har faktisk kun to sekunder til at åbne døren til webshoppen, før mange af onlinekunderne vender om og går.

Digicure har analyseret 500 af FDIHs (Foreningen for Dansk Internet Handel) medlems-webshops, og der er både ros og plads til forbedringer.

- Nogle af de danske webshops består af over 300 forespørgsler, og det tager derfor alt for lang tid at indlæse forsiden. Du risikerer simpelt hen, at de utålmodige kunder vender om, fortæller Jesper Helbrandt, direktør i Digicure.

Danske webshops bedre end udenlandske webshops

Ny undersøgelse viser, at FDIHs medlemmers forsider i gennemsnit består af 81 forespørgsler.

Det vil sige, at webshoppens webserver bliver forespurgt 81 gange, hvorved billeder, JavaScript og CSS-filer bliver leveret. Dét belaster webserveren og giver lange svartider.

De danske webshops fortager dog i snit 15 % færre forespørgsler til serveren end udenlandske webshops, som i gennemsnit ligger på 95 forespørgsler.

Browsere har en begrænsning for, hvor mange forespørgsler, der kan foretages ad gangen. De fleste browsere tillader, at man foretager op til seks forespørgsler på én gang, mens flere mobile browsere tillader mindre.

Mange forespørgsler kan derfor koste kunder for de danske webshops, vurderer Jesper Helbrandt.

Minimér din webshops svartider

De besøgende skal opleve webshoppen som hurtig og tilgængelig, hvilket vil sige, at antallet af forespørgsler, som webshoppen består af, skal minimeres. Digicures undersøgelse viser, at de 81 forespørgsler fordeler sig mellem billeder, JavaScript, CSS og HTML. 

- Alt for mange webshop har begrænset overblik over, hvad der teknisk sker på webshoppens forside samt sammenhængen mellem hastighed og forsidens indhold.

- Vi håber, at vi med Digicures undersøgelse kan få belyst, hvor og hvordan danske webshops kan minimere antallet af forespørgsler og dermed øge webshoppens hastighed generelt, siger projektchef Tevin Lac fra FDIH.

-hawin