Styrket it-sikkerhed skal hjælpe danske virksomheder
TDC Erhverv og D-mærket indgår et nyt samarbejde, der skal hjælpe danske virksomheder med at styrke deres it-sikkerhed. Et problem, som kun lidt over halvdelen af danske virksomheder har klare mål for, viser en ny undersøgelse fra TDC Erhverv
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Med samarbejdet får virksomheder, der er i gang med at blive D-mærket, adgang til TDC Erhvervs Software-as-a-Service-løsning, Security Insights. Løsningen skal give virksomhederne indsigt i og forslag til at styrke den tekniske it-sikkerhed, som er et af kriterierne for at opnå D-mærket.
- Cybertruslen er stor, og tiltag der styrker it-sikkerheden, er vigtige. TDC Erhvervs løsning giver virksomheder indblik og anbefalinger til at forbedre teknisk it-sikkerhed, især i forhold til cloud-konfigurationer, og understøtter D-mærkets kriterier, siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket.
Løsningen Security Insights skal hjælpe virksomhederne med at få overblik over fejlkonfigurationer og samtidig give forslag til, hvordan de kan løses.
- For at hæve det generelle sikkerhedsniveau i Danmark, er det vigtigt at få endnu flere virksomheder D-mærket. Men mange mangler ressourcerne til at navigere i de stigende krav til cybersikkerhed, siger Martin Nissen, Head of Cloud Security & Threat Intelligence i TDC Erhverv.
Han fortæller, at samarbejdet med D-mærket kan gøre det lettere for virksomhederne at tage de nødvendige skridt. Virksomheder, der er i gang med at blive D-mærket, får gratis adgang til Security Insights. Tidligere på året kunne D-mærket melde ud, at over 100 virksomheder har opnået mærket, og yderligere 1800 virksomheder er i proces.